Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Fnat skyldes en mide, der graver sig ned i barnets hud. Sygdommen viser sig ved et stærkt kløende udslæt, især på barnets fødder, i hårbunden og ansigtet. Da fnat kan smitte, ses der ofte flere tilfælde i familien eller i daginstitutionen. Hele familien skal behandles og kuren skal gentages efter 1 uge. Selvom barnet er blevet raskt og alle miderne er døde, kan det godt blive ved med at klø i op til 3 uger efter afsluttet behandling.
Af en eller anden grund er fnat igen blevet hyppig i Danmark, men man ved ikke hvorfor. Fnat ses i alle aldre og også hos børn. På skolen, i børnehaver og i daginstitutioner kan fnat brede sig meget hurtigt.
Fnat fremkaldes af en mide, der lever i huden. Den gravide hunmide, som er lige under ½ mm lang og derfor knapt kan ses med det blotte øje - graver sig på få minutter ned under huden. Her borer den en tunnel (fnatgang), hvor den efterlader afføring og lægger sine æg. Æggene klækkes i løbet af få dage og udvikler sig - over de næste 3 til 4 uger - til voksne mider. De voksne mider kan leve på barnets hud i 4-5 uger og i den tid bliver mange hunmider befrugtet. Sådan fortsætter det, indtil der startes behandling.
Fnatmiden overføres som regel, når børnene leger og tumler sammen. Fnatmiden kan ikke flyve men kryber fra varm hud til varm hud. Der skal være længerevarende kontakt mellem børnene inden der kan overføres fnatmider. Da fnatmiden kan overleve op til et døgn på tøj, i møbler og på gulve, kan fnat også overføres fra omgivelserne selvom det er sjældent.
2 til 4 uger efter at barnet har fået fnatmider på sig, begynder det at klø. Kløen, der er værst om natten, bliver værre og værre for hver dag. Kløen kan blive så kraftig, at barnet kradser huden til blods. Hos børn er fnatmiden typisk på fødder, i hårbunden og i ansigtet, men også hænder og navle kan blive angrebet. Der hvor fnatmiden lever, er huden rød med små blærer. Da det klør, kan der opstå sår der, hvor barnet har kradset.
Det kan være svært at se om et barn har fnat. Der hvor hunmiden har gravet sig ned i huden, kan man (med lup og kraftigt lys) se fnatgange. Det ser ud som om der er tegnet fine slyngede streger med en blyant på barnets hud. Det er som regel ikke muligt at se selve fnatmiden, da den ligger helt nede i bunden af fnatgangen.